2015 Merlot og Cabernet fra Villa Minelli
Villa Minellis Merlot/Cabernet er fremstillet på druer fra parceller i Ponzano Veneto og Villorba i hjertet af Treviso provinsen med 12-18 år gamle vinstokke. Det er et relativt fladt terræn, og vinrækkerne er plantet fra nord mod syd. Jordbunden er her ret løs med en grov, gruset struktur. Høsten foregår i hånden, og man plukker i små 11-12 kg kasser for at beskytte druerne mest muligt mod at revne eller blive mast, så man forhindrer oxidering, inden druerne når til kælderen. Den alkoholiske gæring sker i temperaturkontrollerede tanke, med daglige omrøringer, så man sikrer mest mulig udtrækning af stoffer fra drueskallerne. Efter presning og en malolaktisk gæring modnes vinen på bundfaldet (sur lie) i ståltanke frem til foråret. Vinen har dyb, rød eller nærmest rødviolet farve. I duften finder man nuancer af modne, vilde bær (blåbær og brombær) og delikate toner af rosenblomster. I smagen domineres vinen af mørke noter af kirsebær og solbær. Den har en flot velour og blødhed. I eftersmagen afslører vinen god tannin og struktur og virker både sprød og harmonisk. Vinen kan sagtens nydes ung, men kan også fint gemmes til senere brug. Drik den til stegt eller grillet svinekød, lam, kalv eller okse, til braiserede retter eller til faste hvid- eller rødskimmeloste.
- Producent: Villa Minelli
- Land: Italien
- Region: Veneto
- Druer: 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot
- Alc: 12,5 %
- Lagring: 6 - 8 mdr. på ståltanke
- Volumen: 75 cl
- Årgang: 2015
Villa Minelli er ikke blot navnet på den historiske bygning, hvor tøjhuset Benetton har sit hovedsæde. Det er også navnet på vinhuset, der er ejet af Benetton familien. I mere end 60 år har familien været involveret i vinproduktion sideløbende med firmaets øvrige aktiviteter. Nogle af vinmarkerne er endda tænkt ind i den storslåede arkitektoniske løsning omkring Villa Minelli og andre af familiens ejendomme.