Redhill Pinotage fra Simonsig Estate
Det er en meget fyldig vin, som byder på komplekse toner af vilde skovbær, bitter chokolade, mokka, engelsk lakrids, mørke krydderier og cedertræ. Eftersmagen er meget harmonisk med både koncentration og finesse. Den kan sagtens tåle en yderligere modning i 6-8 år og vil vinde i kompleksitet og charme. Den er bedst til lam, vildt, grillet oksekød eller til modne rødskimmeloste.
Druen Pinotage er resultatet af en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault (ofte kaldt Hermitage i Sydafrika) som professor Perold foretog i 1924-25 i Stellenbosch og som siden er blevet en af Sydafrikas mest berømte druer. Til denne Prestige-Pinotage udvælger man de bedste vine efter modningen på en stor del nye egetræsfade, hvor druerne udelukkende kommer fra de kendte Redhills-skråninger på Simonsig Estate. Jordbunden består her af nedbrudte skaldyrsaflejringer blandet med granit, og den anses for en af de bedste i Sydafrika for rødvine.
20% af høsten bliver gæret med hele klaser og resten bliver skånsom afstilktet og mast. Efter presningen gennemgår begge vine en malolaktisk gæring på tank. Hos Simonsig mener man, at de fine nuancer af hindbær, som er typisk for druen, normalt ikke bør forstyrres af for meget trækarakter, men Redhill Pinotage er så kraftig og struktureret, at den sagtens kan tåle fad – og blive mere harmonisk af det. Den får derfor lov at modne i 15 måneder på nye, franske træfade (225 l. fra Allier-skoven).
- Producent: Simonsig Estate
- Land: Sydafrika
- Druer: 100 % Pinotage
- Lagring: 19 mdr. på franske træfade (70% nye, 30% brugte)
- Alc: 14 %
- Volumen: 75 cl
- Årgang: 2019
Ca. 45 km. nordøst for Cape Town finder man området Stellenbosch, der af mange betragtes som det bedste vindistrikt i Sydafrika. I Stellenbosch finder man en sjælden harmoni mellem områdets jordbundsforhold og den klimatiske påvirkning fra Atlanterhavet, hvor kølige vinde sikrer en lang modning af druerne, som på denne måde får mere aroma og sprødhed.