Viognier fra Abbotts & Delaunay
Viognier-druerne til denne vin hentes i Hérault og i Aude-dalen (sydlige del af Minervois-området) i IGP Pays d’Oc. De ca. 10 år gamle vinstokke vokser på skråninger i en højde af 150-200 m.o.h. med en ler- og kalkholdig undergrund, som giver frugtrige, sprøde og aromatiske vine. Cévennes- og Pyrenæer-bjergene i nærheden forsyner vinmarkerne med rimelige mængder regn, som sikrer vandreserver i dybden.
Druerne høstes tidligt om morgenen, mens de endnu er kølige. Straks efter ankomsten til kælderen bliver druerne presset og gæret køligt på ståltanke. Derefter modnes vinen ”sur lie” i nogle få måneder på ståltanke, uden forudgående malolaktisk gæring, for at bevare vinens friskhed og bid.
Vinen har en flot, gylden farve. I duften er den meget klassisk med let eksotiske nuancer af ferskner, abrikoser og appelsin. Smagen er i den tørre ende, med god friskhed og et godt bid samt en fyldig eftersmag. En kompleks og charmerende Viognier. Prøv den som aperitif, til fisk og skaldyr. Den kunne også være perfekt til fx oksehalesuppe eller en kraftig consommé. Serveres afkølet (10°C) men ikke iskold.
- Producent: Abbotts & Delaunay
- Land: Frankrig
- Distrikt: Languedoc
- Druer: 100 % Viognier
- Lagring: Få mdr. sur lie på ståltanke.
- Alc: 13,0 %
- Volumen: 75 cl
- Årgang: 2021
- Sødme: Tør
Om Abbotts & Delaunay
Det er Laurent Delaunay og hans firma, Badet Clément, som står bag Abbotts & Delaunay i Languedoc. Selv er han 5. generation i Bourgogne-familien Delaunay, og ejer således i dag også Bourgogne-firmaet Edouard Delaunay. Badet Clément startede faktisk med at rådgive vinproducenter i Bourgogne, Languedoc, Rhône og Provence for senere selv at producere vine i de samme områder. I 2005 fik han mulighed for at overtage vinfirmaet Abbotts og den tilhørende ejendom, “La Métairie d’Alon”, beliggende i Magrie, sydvest for byen Carcassonne i den højtbeliggende del af Aude-dalen (Limoux). Firmaet var blevet grundlagt i 1996 af den australske kvinde, Nerida Abbotts, og navnet på firmaet blev herefter Abbotts & Delaunay. Laurent Delaunay og teamet bag Badet Clément har gennem årene opnået stor erfaring med vinproduktion i Sydøstfrankrig (ikke mindst i Languedoc) og er derfor i dag et højt-estimeret firma i området.